WEINGUT LAURENTIUSHOF - BREMM
Familien Franzen-Martiny har igennem 4 generationer været vinbønder i den lille by Bremm ved Mosel floden. Thomas Franzen overtog styringen af vinhuset fra faderen i 1986, og har fra starten satset på økologisk dyrkning. Dengang blev det betragtet som lettere vanvittigt, at dyrke økologisk på nogle af Tysklands stejleste marker, men de mineralske og elegante vine taler for sig selv, og kritikken er siden forstummet.
Familien Franzen-Martiny bor midt i byen, hvorfra blikket uvilkårligt drages mod den imponerende vinmark, Bremmer Calmont. Den har på visse steder over 70 graders hældning, og regnes for Europas stejleste! Eneste måde, hvorpå man her kan transportere mandskab og druer, er ved hjælp af små monorail vogne, men ellers foregår alt naturligvis ved håndkraft. Arbejdet her er hårdt arbejde, og ikke for sarte sjæle!
De tre stejle marker, Calmont, Frauenberg og Brautrock er alle beplantet med Riesling stokke på 40 år i gennemsnit. Det betyder forholdsvis lavt udbytte, men til gengæld vine med stor aroma og udtalt mineralitet. På den flade mark ved ruinen, dyrker Thomas dog også lidt Müller-Thurgau, Weissburgunder, Spätburgunder og Elbling. Kælderarbejdet er som de fleste øko bønder i Mosel, en god blanding ståltanke og gamle træfade. Vinen gærer med druernes egen naturgær, og ligger på gærresterne til flaskning. Det bidrager med både kompleksitet og stabilitet, så Thomas kan holde brugen af svovl nede.