JANE & SYLVAIN - GEVREY-CHAMBERTIN
Domainet har i dag 4,3 ha i og omkring Gevrey-Chambertin. Deres bedste parcel og store stolthed er på Gevrey-Chambertin 1. Cru ”Fonteny”; en super parcel på små 0,3 ha i det sydvestlige hjørne, klos op ad Grand Cru Ruchottes, hvor Sylvains gamle arbejdsgivere, Rousseau og Dugat-Py, i øvrigt er nærmeste naboer.
Desuden har man fire villages parceller længere nede i byen; En Pallud og Les Gueulepines med gamle stokke (over 50 år), som danner rygraden i Gevrey'en, samt La Justice og Pâquier des Chênes med forholdvis unge stokke (15-25 år), der leverer de fleste druer til en saftig Bourgogne Rouge. Senest har de fået en parcel lidt uden for kommunen, i appellation Côte de Nuits Villages.
Stilen er old-school Bourgogne, og vinene ser aldrig nye fade. Alle vine gærer og modnes på 2-3 årige barriques i 12-18 mdr. Gæringen varer typisk 3 uger, og forløber selvfølgelig kun med den naturlige gær. I gennem mange år var domainets vine nærmest utilnærmelige 3-4 år efter frigivelse, men i dag har alle vine fået et mere umiddelbart og frugtigt udtryk. Tag dog ikke fejl – det er stadig vin fra en af Bourgognes mest potente kommuner, og det mærkes! Village og 1. Cru vinene bør ideelt set ligge min. 3-10 år før de for alvor folder sig ud! Jane & Sylvain stræber ikke efter, at lave vin nature, men har altid arbejdet med meget lidt svovl. Den totale svovl i vinene er sjældent over 30 mg/l.