DOMAINE DE L'OCTAVIN - ARBOIS
Alice Bouvot og Charles Dagand har begge længere studier udi vinens verden med i bagagen. Den ambitiøse Alice har tillige gjort vigtige erfaringer på flere oversøiske vingårde i Californien, New Zealand og Chile. Efter tre år udenlands, vendte hun hjem til Frankrig, hvor hun 2004 traf Charles i Arbois. Charles var ansat som kældermester på et af Juras (og Frankrigs!) ældste kooperativer, Fruitières Vinicole d’Arbois. Ikke just et sted på forkant med udviklingen, så Charles lod sig gladeligt ’korrumpere’ af Alice og hendes visioner, energi og charme. 2005 slog de således pjalterne sammen, både professionelt og privat, og dannede Opus Vinum – siden 2008 kendt som Domaine de l’Octavin.
Der var aldrig nogen tvivl om, at vejen frem var naturlig vin, og allerede i 2007 blev de godkendt af Ecocert og fra 2010 certificeret biodynamisk af Demeter. Når Alice og Charles taler om naturlig vin, så er det i bogstavelig forstand, og siden 2009 har de ikke hældt andet end ren, gæret druemost i flaskerne. I dag er Domaine l'Octavin ejet af Alice Bouvot, og Charles Dagand laver vin i eget navn.
Octavin råder over ca. 4,5 ha vinmarker, fordelt på fem forskellige parceller i oplandet omkring Arbois. Tre af disse købte de allerede i 2006; En Poussot, Les Nouvelles og Les Corvées. Der er siden suppleret med lejede parceller på markerne En Curon og La Mailloche, så de i dag kan høste alle fem Jura druer: Chardonnay, Savagnin, Poulsard, Trousseau og Pinot Noir.
Domaine de l’Octavin producerer en bred vifte af vintyper; Pétillant Naturel, klassiske hvidvine med og uden oxidation, hvidvine med skindkontakt (orange), blends på både grønne og blå druer, og rødvine med traditionel eller semi carbonique gæring. I kælderen arbejdes med både stål, glasfiber, træ. Som en del af BRUTAL-broderskabet, er der også sneget sig en amfora i kælderen.