Weingut Odinstal - Wachenheim

Den succesrige forretningsmand Thomas Hensel fra Bad Dürkheim, havde længe haft en drøm om hans eget lille weingut.

Blot et par kilometer syd for byen, bød der sig i 1998 endelig en mulighed;

Et vinhus ved den lille by Wachenheim, oprindeligt bygget af byens borgmester i det 19. årh., var blevet forsømt og stod nu til salg.

Thomas og hans kone Ute, faldt pladask for stedet og købte Weingut Odinstal.

 

Odinstal er på alle måder unik. Alene placeringen i 350 meters højde, gør den til den højest beliggende enkeltmark i Pfalz. Ejendommen omfatter 20ha, hvoraf kun de 5 er vinmarker. Resten er skov og eng, som omkranser vinmarkerne, og giver en usædvanlig stor biodiversitet, som kan udfolde sig uden påvirkninger fra naboer, trafik o. lign. Her er da også dyrket økologisk siden de tidlige 1990’ere.

 

For Hensel blev året 2004 begyndelsen på en ny æra for Odinstal, da det var året, hvor Andreas Schumann fik ansvaret for driften. Andreas så potentialet og indførte biodynamisk praksis på Odinstal fra 2006. Andreas brænder for sagen, og har siden etableret rodzone-anlæg til spildevandet, holder bier, kreaturer, og fremstiller selv de biodynamiske præparater.

Andreas Schumann har værdifuld erfaring fra flere tyske vinhuse, herunder Müller-Catoir, Bürklin-Wolf og Wittmann.

De to sidstnævnte arbejder begge biodynamisk.

 

Andreas var ikke sen om, at sige ja tak, til Thomas Hensel, der tilbød ham denne fantastiske mulighed for, at stå spidsen for et nyt og meget ambitiøst projekt. Schumann har stadig et tilfreds smil på læben, når han fremviser den lille, men topmoderne vinkælder; Hensel har ikke sparet på noget, og alle bygninger og materiel er spritny eller nænsomt renoveret.

 

De 350 højdemeter giver selvsagt et køligere klima end det øvrige Pfalz. Det betyder en lang vækstsæson, og ofte høstes der først i november. Det indebærer naturligvis en stor risiko, men giver til gengæld vine med kompleksitet, struktur og en, for Pfalz, sjælden ren, frisk og kølig frugt.

 

Odinstal producerer udelukkende hvidvine. Druerne er primært Riesling, men her findes også Weissburgunder, Silvaner, Auxerrois

og en smule Gewürztraminer.

 

Normalt er der tale om tørre, elegante og mineralske vine, men i nogle årgange kan der også laves Auslese eller Beerenauslese. Prædikat får kun de søde vine, mens de øvrige kategoriseres som Qualitätswein, og deles i to serier; Basis serien bærer simpelthen blot druenavnet med tilføjelsen 350 N.N. med reference til den unikke placering. Den anden serie er alle enkeltmarksvine, opkaldt efter den jordbundstype, som dominerer parcellen. En helt særlig Riesling får tilnavnet Stufe 1. Den kommer fra en lille parcel, hvor stokkene ikke er blevet beskåret siden 2008!

 

Odinstal ligger på et vulkansk bjerg ved navn Pechsteinkopf. Pechstein er det tyske navn for et vulkansk mineral, som tidligere blev forvekslet med bjergarten Basalt. Det har siden vist sig, at bjerget består overvejende af Basalt og ikke Pechstein. Basalt er også navnet på nogle af Odinstals mest potente enkeltmarksvine. De øvrige jordbundstyper (og vine) er Buntsandstein, Muschelkalk og Keuper.

 

For alle vine gælder det, at de gærer med naturgær, og siden ligger på bundfaldet indtil flaskning.

Ståltanke er her det foretrukne redskab, og der pumpes kun nødtvunget, ligesom svovl holdes på et minimum. I dag er der dog kommet et par træfade i kælderen, da de fungerer bedre til de naturlige vin, som er blevet en del af sortimentet; Riesling og Silvaner Nature, Silvaner Orange og Amfora vine. Kør, kør!