Frank John - Königsbach

Hirschhorner Weinkontor ligger ved byen Neustadt i vinregionen Pfalz. Her etablerede Frank John eget weingut og konsulentvirksomhed i 2003. I bagagen havde han en solid universitetsuddannelse som ingeniør i jordbrug og ønologi, samt mange års erfaring som ønolog og markforvalter for andre vinhuse.

 

Frank begyndte lige efter universitetet med fire år hos Freiherr Heyl zu Herrnsheim (Rheinhessen), hvor han bl.a. var ansvarlig for omlægningen til økologisk vinbrug. Det store, velrenommerede Weingut Reichsrat von Buhl (Pfalz), hyrede ham efterfølgende som teknisk direktør gennem ti år. Buhl opkøber også druer, og en del af Franks arbejde bestod i, at vejlede og konsultere de vinbønder, som leverede druerne, i korrekt økologisk og biodynamisk jordbrug. Det var derfor et naturligt, næste skridt, at starte selvstændig konsulentvirksomhed efter Buhl. Her arbejdede han videre med mange af de samme bønder, som nu ville have hjælp til, at lave deres egne biodynamiske vine.

 

Undervejs var Frank og hans kone, Gerlinde også begyndt, at dyrke vin på små 1,5 ha hjemme på Hirschhorner Hof i Königsbach, hvor de bor. For at få noget volumen i produktionen, bliver en del af betalingen for hans konsulentarbejde nu udbetalt i sunde biodynamiske druer. Ambitionen er naturligvis, at de med tiden kan købe flere marker og selv dyrke og høste alle druer.

Produktionen er i dag på ca. 25.000 flasker årligt, og fordeler sig på blot tre vine.; en årgangssekt af meget høj kvalitet fra gamle stokke, og en knivskarp, tør hvidvin, begge på Riesling.

Den tredje er rødvin på Pinot Noir, der kan måle sig med de bedste Bourgogner!

 

Biodynamisk praksis har været anvendt fra dag ét, og vinene er økologisk certificeret under både Naturland og Demeter.

Franks motto kunne være; ”biodynamik i marken og tradition i kælderen”

Med andre ord er vinifikationen den gode gammeldags stil. Det vil her sige et minimum af intervention, kun gamle egetræfade og dermed ingen temperaturstyring. Meget let filtrering af hvidvinene, og modning et år på den såkaldte Feinhefe.

De hvide ligger på store fade (1200-2400 liter), mens den ufiltrerede rødvin udvikles to år på 225-500 liters fade.

Ingen sulfitter tilsættes under vinifikationen, men normalt ganske lidt ved flaskning.

Senest har han dog frigivet en ren ’naturvin’, en Riesling helt uden svovl – eksklusivt til det danske marked! 

 

Mange mener, at vinene har et næsten ’fransk’ udtryk, og mange fristes da også til, at sammenligne stilen

med elegante vine fra Bas-Rhin i det nordlige Alsace.

Slægtskabet med Alsace er ikke grebet helt ud af luften, da vinregionen Pfalz blot ligger 100 km nord for Alsace.

 

Haardt bjergene, som giver Pfalz sit gode klima, er den nordlige udløber af Vogeserne, som er rygraden i vinregionen Alsace. 

Den lille by Königsbach er et typisk eksempel på de gunstige forhold disse bjerge medfører. Byen ligger i 150 meters højde, og dermed i læ af de to bjerge, Weinbietes (554 m) og Stabenberg (496 m), der rejser sig vest for byen, og sørger for et tørt og mildt klima, som er ideelt for vindyrkning.

 

Jordbunden i denne del af Pfalz, er overvejende præget af den såkaldte Buntsandstein, en hård sandsten med et højt jernindhold, der giver vinene en flot mineralitet og rank syrestruktur. På Riesling vinene angives det også på etiketten med "Buntsandstein", mens den røde, tilsvarende pædagogisk, har påtrykt "Kalkstein", da Pinot stokkene står i en anderledes kalkrig jordbund.