Weingut Laurentiushof - Bremm

Familien Franzen-Martiny har igennem 4 generationer været vinbønder i den lille by Bremm ved Mosel floden.

Thomas Franzen overtog styringen af vinhuset fra faderen i 1986, og har fra starten satset på økologisk dyrkning. Dengang blev det betragtet som lettere vanvittigt, at dyrke økologisk på nogle af Tysklands stejleste marker, men de mineralske og elegante vine taler for sig selv, og kritikken er siden forstummet!

Da der er omkring 40 familier, som hedder Franzen i denne lille by, besluttede Thomas og familien, at ændre vinhusets navn til Laurentiushof, efter byens skytsengel St. Laurentius.

 

Bremm ligger ved en af de mange karakteristiske ’hårnålesving’, som Mosel floden slår på sin vej mod Rhinen.

Familien Franzen-Martiny bor midt i byen, hvorfra blikket uvilkårligt drages mod den imponerende vinmark,

Bremmer Calmont. Den har på visse steder over 70 graders hældning, og regnes for Europas stejleste!

Eneste måde, hvorpå man her kan transportere mandskab og druer, er ved hjælp af små monorail vogne, men ellers foregår alt naturligvis ved håndkraft. Arbejdet her er hårdt arbejde, og ikke for sarte sjæle!

 

Når man står på toppen af Calmont, og kigger næsten lodret ned mod floden, tænker man, at vine herfra må koste en formue – men det gør de langtfra! Laurentiushof råder totalt over ca. 4,5 ha vinmarker. Heraf er ca. 1,5 ha på den bjergtagende Calmont. Herfra ser man lige over på den gamle ruin, Kloster Stuben, hvor Augustinerordenen indtil 1800-tallet havde Nonnekloster. Laurentiushof ejer i dag Klosteret og 1,5 ha vinmarker omkring ruinen. I nabobyen Neef, har man yderligere en halv hektar på Frauenberg, der netop har fået sit navn efter de nonner, der her høstede vinen til klosteret. Endelig dyrker Thomas en lille hektar på Bullayer Brautrock, ca. 4 km op ad floden.

 

De tre stejle marker, Calmont, Frauenberg og Brautrock er alle beplantet med Riesling stokke på 40 år i gennemsnit. Det betyder forholdsvis lavt udbytte, men til gengæld vine med stor aroma og udtalt mineralitet. På den flade mark ved ruinen, dyrker Thomas dog også lidt Müller-Thurgau, Weissburgunder, Spätburgunder og Elbling.

Kælderarbejdet er som de fleste øko bønder i Mosel, en god blanding ståltanke og gamle træfade.

Vinen gærer med druernes egen naturgær, og ligger på gærresterne til flaskning. Det bidrager med både kompleksitet og stabilitet, så Thomas kan holde brugen af svovl nede.

 

Laurentiushof laver fortrinsvis tørre og halvtørre vine, men også en meget elegant og sødmefuld Spätlese.

Bundniveauet er højt og starter med den ekstremt populære Gutsriesling, går over fire enkeltmarksvine fra Calmont og Frauenberg,og topper med ædelsød spätlese og den sjældne Freigeist, begge fra Calmont.