Rudolf Trossen - Kinheim-Kindel

Med en klar forestilling om, at han skulle lave vin allerede som 10-årig, lå det i kortene, at Rudolf Trossen en dag skulle videreføre faderens vinhus i Kinheim-Kindel. Med en veloverstået uddannelse i bagagen, blandt andet et intensivt seminar med Maria Thun, stod han med ansvaret for huset allerede i 1978, da hans far ganske pludseligt gik bort.

Sammen med konen Rita, havde han allerede udviklet en udpræget aversion mod højkoncentret 'monster-vin' fyldt med aromaforstærkere, tilsatte enzymer og kunstig syre. Missionen var klar – biodynamisk vin med autencitet og terroir var vejen frem! Det blev en hård begyndelse, men i dag kan vi nyde frugten af deres indsats i form af stærkt vanedannende, personlige Riesling vine - eller med Rudolfs eget ord; Heimatwein

 

Kinheim-Kindel ligger midtvejs mellem de legendariske Mosel byer Ürzig og Traben-Trarbach. Efter den katastrofale revidering af vinloven i 1971, opgav man formelt en række mindre mark- og parcelnavne, så man i dag kun finder to mark navne i Kinheim: Hubertuslay og Rosenberg. Problemet ligger i, at disse to navne tidligere stod for det bedste fra Kinheim, men i dag er en meget diffus betegnelse for et stort område af, mildest talt, svingende kvalitet. Vi kan dog uden tøven sige, at Trossen er velsignet med nogle af de bedste parceller, som han selv har navngivet i protest mod vinloven; Madonna, Schieferstern, Pyramide og Kestenbüsch. Disse parceller er alle det man kalder ’steillagen’, med andre ord, typiske, stejle skifer marker, der er som skabt til Riesling druen. Trossen har dog også en lille parcel på den anden side af floden, på Kindel-siden, hvor vinhuset også ligger. Her på Römerhang er markerne fladere og mindre gunstige for Riesling, så de er fortrinsvis beplantet med Spätburgunder, Dornfelder og en smule Rivaner.

 

I dag råder Trossen over godt 2 Hektar, hvorfra der årligt produceres omkring 20.000 flasker vin. Rudolf har længe været fristet til, at købe yderligere en hektar eller to lige ved Madonna marken, men Rita siger nej! Hun véd, at det ville betyde, at Rudolf aldrig ville være hjemme, men altid i markerne eller kælderen. ’Og - vi bliver jo heller ikke yngre! ’, understreger hun med et drillende, men bestemt blik på den aldrende husbond.

 

Ikke overraskende foregår kælderarbejdet med mindst mulig intervention. Spontangæringen forløber på stål- eller glasfiber tank, hvorefter vinen normalt kommer på gamle træfade mellem 225 og 1000 liter. Her ligger vinen med den såkaldte Feinhefe, indtil Rudolf mener den er klar. Målet er med Rudolfs egne ord; rene, udtryksfulde og individuelle vine med frugt, struktur og elegance. De seneste år er han endda gået et skridt videre, og producerer nu også naturlige vine uden tilsat svovl. Denne meget begrænsede produktion har fået tilnavnet PURUS, og er på rekordtid blevet så eftertragtet på eksportmarkedet, at importørerne skal stå tidligt op for, at få del i godterne.

 

Rudolf Trossen har været en stor drivkraft bag udbredelsen af økologisk og biodynamisk vindyrkning i Mosel. Han fandt allerede i de tidlige 1980’ere, sammen med ligesindede i sammenslutning under navnet OINOS. Den bestod af økologiske vinproducenter fra hele Mosel (bl.a. Peter Mentges og Clemens Busch), der skulle hjælpe og vejlede hinanden med det økologiske projekt. Få år senere var han også én af 35 grundlæggere af den nationale sammenslutning af økologiske vinbønder, ECOVIN. En organisation, der siden er vokset til 235 medlemmer med tilsammen 2100 ha vinmarker (primo 2016). Den engagerede Rudolf, havde også del i etableringen af biodynamiske DEMETER i Rheinland, Pfalz & Saarland. Kort efter meldte han meldte sig dog ud af Demeter, da han følte det udviklede sig til et ’Bio-politi’, hvor rigide bureaukrater havde mistet forståelsen for bøndernes mange udfordringer.

De sidste par år har tonen været mere forsonende, og sammen med Demeter, har Rudolf og Ecovin kaldt til kamp mod den såkaldte Hochmoselbrücke – en vanvittigt projekt, hvor en firesporet motorvej bygges tværs igennem Mosels historiske vinlandskab.