Stefan Vetter - Gambach

En lille parcel på Casteller Kirchberg ved Iphofen blev i 2010 begyndelsen på Stefan Vetters eget vinprojekt.

Indledningsvis var det blot et weekend projekt, mens han i hverdagen arbejdede for det østrigske vinhus, Nittnaus.

To år senere kunne han leje sig ind på to nye parceller. Den ene parcel også ved Iphofen, mens den anden ligger i Gambach,

en times kørsel nordpå. Samme år stoppede han hos Nittnaus og helligede sig 100% egne vinmarker.

Siden er der kommet yderligere parceller til i Gambach, og siden 2015 har han boet og lavet vinen her. 

 

Stefan holder stadig fast i Casteller Kirchberg, hvor han er privilegeret med gamle Sylvaner stokke fra 1958. I dag dyrker han dog primært vin på Gambacher Kalbenstein, en imponerende mark, hvor terrasserne rejser sig stejlt over floden Main.

Totalt rådes over 2,5 hektar, med ambitioner om, at udvide med et par hektar hen ad vejen.

Jordbunden på de enkelte parceller varierer meget mellem forskellige proportioner af fossile kalksten og rød kalksten.

Derfor høstes og vinificeres alle parceller separat.

 

 

Stefan Vetter er klassisk skolet fra universitetet i Geisenheim, og har samlet erfaring fra så forskellige steder som Australien,

Mosel, Sydafrika og Østrig. I mere end fem år var han ansvarlig for de biodynamiske marker hos Nittnaus i Burgenland.

Stefan er sikker på, at biodynamikken er vejen frem – både i forhold til miljø og vinens kvalitet.

Derfor har alle hans marker været dyrket økologisk fra første færd, og blev fuldt certificeret fra årgang 2015.

Gradvist implementeres biodynamisk praksis, som vil være filosofien fremover.

 

I Franken er og bliver den foretrukne drue Sylvaner. Det samme gælder hos Stefan, hvor den udgør ca. 75% af produktionen.

Resten er fordelt på forholdsvis små mængder Riesling, Müller-Thürgau og Pinot Noir.

Vinifikationen er lige ud ad landevejen; druerne presses, hviler et døgn, kommer på brugte træfade (300-1200L).

Mosten spontangærer, og ligger på fadet med bundfald (sur lie) i et år eller mere. Müller-Thürgau kommer dog på ståltank.

Vinene tappes ufiltreret, og eneste tilsætning er (endnu) en smule svovl umiddelbart før flaskning.

Nyeste skud på stammen er en Sylvaner med skindmaceration i 18 måneder!