2 Naturkinder - Kitzingen

Da Völker familien grundlagde vinhuset i midten af 1800-tallet, var Kitzingen en af Frankens vigtigste handelsbyer.

Völkers vinproduktion kom, på daværende tidspunkt, fortrinsvis fra købte druer. Det var først med Bernhard Völker, at familien begyndte dyrkningen af egen frugt. Størstedelen af markerne ligger i dag på det, der hedder Kitzinger Eselsberg, i byens nordlige ende.

Fra midten af 1990’erne omlagde han endvidere til 100% økologi, og fik certificering i 1997.

 

Michael Völker havde læst filosofi, og arbejdede, som hustruen Melanie, inden for forlagsbranchen i London.

Umiddelbart var der ikke meget, der tydede på, at han skulle blive vinbonde som faderen. Men da han en dag fik bogen

”Naked Wine” mellem hænderne, ændredes alt. Alice Feirings bog med undertitlen ”nothing added, nothing taken away”

blev for Michael og Melanie, starten på en helt ny måde, at tænke vin på.

 

Da Michael og Melanie vendte tilbage til Tyskland, tog Michael grunduddannelsen i ønologi, og startede med Melanie eget projekt under navnet 2Naturkinder. Det første år blev det blot til 1000 flasker, og de erfarede hurtigt, at naturvin ikke har meget med lærebøgerne at gøre, men mest af alt handler om mavefornemmelse, levende jordbund, sunde vinstokke samt ufravigelig renlighed i kælderen. Siden er produktionen vokset betragteligt, og for at kunne fokusere 100% på de naturlige vine, har de ansat en ekstern vinmager til, at varetage Völkers traditionelle linje.

 

Produktionen af de naturlige vine kommer fra 5,5 hektar marker omkring byerne Kitzingen, Sulzfeld og Iphofen. Vinene er meget anderledes end den traditionelle vin herfra, og 2Naturkinder har derfor ikke lov, at bruge markens eller appellationens navn på etiketten. Den kan man dog finde på den lille serie, de kalder Vater & Sohn. Som navnet angiver, er det et fælles projekt for far og søn, hvor de laver vine, som danner bro mellem den traditionelle og den naturlige filosofi. Vinene kommer fra samme marker som de naturlige vine, men produceres delvis efter den klassiske tradition; de filtreres let, og tilsættes en smule svovl (typisk 20-25 mg/l) ved flaskning. De ynder selv, at kalde det deres minimalistiske bio-vine. Denne serie er dog primært tiltænkt hjemmemarkedet.

 

De gamle, dybe kældre under vinhuset danner rammen om alle dele af produktionen. De naturlige vine laves konsekvent efter Alice Feirings parole: intet tilsat, intet fjernet! Med andre ord; ren, gæret druemost med minimal intervention!

Interventionen handler inden for naturvin udelukkende om valget af metode.

 

2Naturkinder leger netop med forskellige metoder, alt efter druetype, jordbund, årgang osv. Basisvinene fra den forholdsvis tunge lerjord udvikles, for eksempel, altid på ståltanke, mens topvinene fra mere stenet, Keuper jordbund kommer på gamle træfade. Ligeledes arbejder Michael & Melanie meget med skindkontakt under gæringen af deres Silvaner vine. Her er udfordringen, at finde den rette balance mellem frugt og garvesyre. Den er meget afhængig af faktorer som temperatur, andelen af hele klaser, stilke og pressemetode m.m. For eksempel eksperimenterer de med tørrede stilke, som gives tilbage til mosten, hvis der mangler fenoler og struktur i vinen.

 

Noget må de gøre rigtigt, for deres flagskib, ”Heimat” Silvaner, er noget af det bedste vi endnu har smagt på denne drue!

Øvrige druer, de arbejder med er; Müller-Thurgau, Bacchus, Schwarzriesling (Pinot Meunier), Regent og Spätburgunder (Pinot Noir).