Philippe Bornard - Pupillin

På gentagne opfordringer fra hans gode ven, Pierre Overnoy, besluttede Philippe Bornard i 2005,

at gå sine egne veje. Gennem 27 år havde han arbejdet på cooperativet i Pupillin, alt imens han plejede sin store passion og hobby som rockmusiker. Det lange hår, slidte jeans og det skæve charmeur smil sidder der stadig, men guitaren kommer kun sjældent frem.

 

Nu er vinen den største passion, og filosofien bag det nye domaine er i vid udstrækning også inspireret af Hr. Overnoy,

som nærmest er indbegrebet af naturlig vin i Jura. Philippes store erfaring fra cooperativet kan mærkes, og kendskabet til markerne, druerne, kælderarbejdet, og Jura generelt, er overvældende. Markarbejdet er biodynamisk, og alle marker blev i 2013 økologisk certificeret.

 

Domainet overtog han efter faderen, der solgte druerne til kooperativet, og kun vin til venner og eget forbrug, var blevet lavet i de hvælvede kældre under huset. I dag dyrker Philippe ca. 7 ha vinmarker omkring byen Pupillin, hvor han på rekordtid har etableret sig blandt de bedste.

 

Porteføljen består af små tyve forskellige cuvéer på de fem klassiske Jura druer; Ploussard/Poulsard, Trousseau, Pinot Noir, Savagnin og Chardonnay. Dertil kommer en enkelt vin på druen Melon du Jura*.

Hvide vine laves naturligvis både i den oxidative stil, og de mere tilgængelige ’friske’ vine, hvor fadet løbende toppes op. De oxidative på Savagnin er af sjælden høj kvalitet; den legendariske Vin Jaune er fantastisk og et kapitel for sig, mens lillebroderen Les Marnes allerede er en af Bornards mest eftertragtede vine. I den hyggelige, gamle kælder arbejder Philippe overvejende med brugte barriques og store foudres. Til rødvine uden svovl med et lettere, frugtigt udtryk (La Chamade & Le Ginglet) anvendes dog ståltank.

  

Som antydet ovenfor er Philippes filosofi i udstrakt grad naturlig uden tilsætning af nogen art. Bornard mener i øvrigt, at man skal være forsigtig med tendensen til, at definere naturlig vin ud fra det totale svovlindhold. Dels fordi det ikke nødvendigvis siger noget om vinbondens filosofi, og dels fordi der kan være et naturligt højt indhold af svovl, selv om intet er tilsat! Han fremviser gerne analyser af hans Ploussard vin, ”Point barre”, som ikke tilsættes svovl. Den har ofte et totalt svovlindhold på 50-60 mg/l, hvilket er over det niveau AVN (Association Vins naturels), regner for naturlig rødvin i Frankrig.

 

*Som en af få i Jura, laver Bornard også en vin på 100% Melon du Jura. Den må ikke forveksles med Melon de Bourgogne, men er en særlig drue i familie med Chardonnay. Rent fysisk adskiller den sig ved mindre druer og rød stilk, mens vinen ofte får et federe, mere eksotisk udtryk. De fleste bønder mener det blot er Chardonnay, men Bornard fastholder, at det er en drue i sin egen ret.

Smager man hans Melon "le rouge-queue", er man tilbøjelig til, at give ham ret!