Domaine Labet - Rotalier

Josie og Alain Labet valgte i 1974, at forlade forældrenes gammeldags model med blandet landbrug,

og i stedet satse helt på vindyrkning. De begyndte med blot 3 ha omkring hjembyen Rotalier, i det sydlige Jura.

Ideen var fra start, at lave Vin de Terroir, og de forskellige parceller blev nøje studeret og oftest vinificeret separat.

En praksis, som førte til et usædvanligt godt kendskab til de forskellige terroirs i Sud Revermont, hvor man efter burgundisk forbillede mener, at have lokaliseret de bedste crus.

 

Domainet voksede gradvist, og med friske studier i bagagen, vendte Josie og Alains tre børn, Julien, Romain og Charline hjem én efter én. Julien var meget ambitiøs og fyldt af nye idéer, og han startede et domaine under eget navn i 2003.

Her eksperimenterede han bl.a. med, at lave 100 % naturlige vine – økologiske, uden tilsat svovl.

 

De to domainer kørte en årrække side om side, indtil 2013, hvor Alain og Josie valgte, at trække sig tilbage, og overlod domainet til børnene. De tre søskende blev hurtigt enige om, at slå de to domainer sammen til det, som i dag blot hedder Domaine Labet.

I samme omgang har de valgt, at dyrke 100 % økologisk på alle marker. Ikke den store omvæltning, da forældrene så at sige arbejdede 99 % økologisk, men alligevel et vigtigt signal. Enkelte elementer fra biodynamikken kommer også i anvendelse,

blandt andet Maria Thuns månekalender.

 

Totalt råder domainet i dag over 13,5 ha vinmarker fordelt over 4 kommuner, 12 lieux dits og 44 parceller.

De arbejder med de fem typiske Jura druer, plus en sjælden, meget lille parcel med druen Gamay.

Hvert år producerer de over 30 forskellige vine. Fremover vil vinene blive delt op i flere serier: blandt andre ’Les parcelles rares’, som kommer fra de bedste lieux dits med gamle vinstokke på 50-100 år, ligesom de oxidative Vin de Voile, herunder den legendariske Vin Jaune, samles under serien ’Les singuliers’.

 

Alle vine fremstilles med naturgær og udvikles fortrinsvis på 4-10 årige barriques og sur lie. Crémant og Chardonnay sous voile ligger dog på store foudres op til 4200 liter. De oxidative vine overføres altid til udvalgte, gamle fade, hvor voile gæren trives særlig godt. Svovl tilsættes kun i små mængder efter behov; til tider en smule efter malolaktisk gæring, men normalt først ved flaskning. De naturlige vine undtaget – naturligvis! 

Generelt får vinen lov, at leve sit eget liv – med Juliens egne ord;

Le travail en cave est simple, il se déroule au fils du temps, des saisons et des cycles lunaire.