Jean-Marc Vincent - Santenay

Ifølge by-arkivet i Santenay, har Jean-Marcs familie arbejdet med vin i og omkring Santenay siden det 13. århundrede.

Farfar André erhvervede mange af de marker, domainet arbejder med i dag.

Han gik dog på pension i 1970, og udlejede alle markerne, da Jean-Marcs far ikke ønskede at tage over.

Jean-Marc havde dog vinen i blodet, og tog ønolog uddannelsen i Dijon. Efter en del år i Alsace,

fik han fra midten af 1990’erne gradvist markerne i Côte de Beaune tilbage, efterhånden som kontrakterne udløb.

 

Første mark var en lille hektar i Auxey-Duresses, som han fik tilbage i 1997. Jean-Marc (JM) og hustruen Anne-Marie, stiftede domainet samme år. De begyndte straks omlægning til økologi, og mange af de gamle stokke var så udpinte af konventionel overproduktion, at de måtte udskiftes. En større renovering af den gamle kælder var også nødvendig.

Der var dog ikke meget økonomi i en enkelt hektar vinmark, så de supplerede med købte druer, og etablerede kort efter en lille sideløbende negociant virksomhed.

 

Alle domainets marker ligger stadig i den sydligste del af Côte de Beaune, primært omkring Santenay og Auxey-Duresses. Det er netop på disse ’mindre’ terroirs, at Jean-Marc har skabt sig et navn som lidt af en ”over-achiever”. Siden har han erhvervet mindre parceller i blandt andet Saint-Aubin og Puligny-Montrachet. Santenay er og bliver dog et hjertebarn for JM. Det skyldes ikke blot det historiske aspekt, men også, at Santenay har et usædvanligt varieret terroir.

For eksempel kan jordbunden på den ene mark (dele af 1.Cru Les Gravières) være næsten identisk med Chassagne-Montrachet, mens jordbunden på nabomarken (dele af 1.Cru Les Passetemps) kan forveksles med Nuits-Saint-Georges eller Gevrey-Chambertin! Ligheden med Côte de Nuit, finder man i dag i JMs top rødvin, Gravité. Den er netop sammensat af de ældste stokke fra tre parceller med denne ’Nuit’ jordbund.

 

Domainets produktionen er på små 25.000 flasker fordelt på lige dele hvid (Chardonnay) og rød (Pinot Noir).

Totalt råder man i dag over ca. 5,5 ha, som alle er dyrket økologisk siden 2003. De fordeler sig på 14 forskellige parceller,

med Santenay 1. Cru ’Les Gravières’ som største areal på 1,2 ha.

Stokkene er plantet meget tæt med over 10.000 planter pr. hektar, og på 1. Cru marken Le Passetemps, er den flere steder oppe på 14.000! Her er meget lidt plads mellem rækkerne, så der arbejdes kun med hest og små bæltekøretøjer. Disse små maskiner komprimerer ikke jorden mere end en voksen mand, hvilket for JM er meget vigtigt. Beskæring foregår også manuelt med grensaks, men som han selv siger; ”det er et enormt arbejde, men meget tilfredsstillende! ”

 

Generelt er JM selv lidt af en arbejdshest. Han tilbringer det meste af sin tid i markerne, og er ekstremt detaljeorienteret og grundig i alt hvad han gør – både i mark og kælder. Hans viden om markerne og deres individuelle terroir, er imponerende! Flere kollegaer fra de bedste domainer, nævner Jean-Marc som en af de dygtigste vinbønder i Bourgogne!

 

Høsten foregår naturligvis manuelt med flere tris, og yderligere sortering af klaserne foregår allerede i marken. Ifølge JM, sløser for mange med oplæringen af deres høstarbejdere. Derfor høster de både over- og umodne druer, druer med sygdom osv. Så kan de lige så godt høste med maskiner, understreger han.

 

Druerne presses nænsomt, og de blå druer afstilkes delvist afhængig af mark og årgang.

Herefter udblødes de i cementtanke ca. 20 dage. Ved hjælp af tyngdekraften, ledes mosten herefter til gæring i egetræstræfade, hvor de bliver i 15-18 måneder. Af hvidvinene ligger 30-40% på nye barriques, mens det for de røde er 50-80%. JM implementerer gradvist større fade på 300 L, hvor den traditionelle barrique er på 225 L. Det giver en langsommere mikro-oxidation, som er meget vigtigt, hvis man, som JM, gerne vil minimere brugen af svovl.