Les Larmes de Divona

Amaury Beaufort er én af i alt seks sønner af Jacques og Francoise Beaufort fra Champagnehuset André Beaufort.

Arbejdet med vin har Amaury således fået ind med modermælken. Det har givet ham en imponerende indsigt i økologisk vindyrkning, som endvidere er suppleret med ønolog uddannelsen fra universitet i Beaune. Derfor skulle det selvfølgelig være med økologi som ledetråd, da Amaury i 2006 etablerede hans eget Domaine: Les Larmes de Divona.

Siden 2014 har han dog valgt blot, at kalde det Domaine Amaury Beaufort.

 

Det var dog ikke i Champagne han etablerede sig, men lidt længere mod syd, i Bourgogne. I området nær byen Tonnerre, nærmere betegnet landsbyen Vézinnes godt 15 km nordøst for Chablis. Amaury så her et stort potentiale, da terroiret stort set, er det samme man finder i Chablis. Det vil bl.a. sige en jordbund fyldt med den såkaldte Kimmeridge kalk.

 

Bourgogne Tonnerre fik tilfældigvis egen AOC samme år(2006). Appellationen breder sig ud langs en dalsænkning skåret ud af floden l'Armançon. Det er et smukt, meget kuperet landskab, med flere stejle marker, der oftest er eksponeret mod syd og sydøst.

Første årgang fra Les Larmes var 2007, hvor Amaury arbejdede med blot 2,5 ha fordelt på 2 parceller. Siden har han udvidet, og arbejder totalt med 10,5 ha fordelt på 12 parceller med lige dele Chardonnay og Pinot Noir. De bliver alle vinificeret separat og flasket med parcelnavnet (lieu-dit) anført på etiketten.

 

Fra første dag har Amaury stræbt efter, at lave så rene vine som muligt, såkaldt vin nature. Det vil sige mindst mulig intervention, og et bevidst fravalg af svovl under vinificeringen. Enkelte årgange har han dog tilsat ganske lidt svovl (1 g/hl) når fadene er blevet blandet og derved udsat for oxidation.

Ved at satse på lieu-dit vine, håber han fremover, at kunne undvære svovlen, da vinen vil blive på samme fad fra gæring til flaskning. Fadene han bruger, er alle brugte (mellem 4-10 år gamle) træfade, i størrelsen 400-450 liter. Her ligger vinen typisk 12 måneder, gerne længere. Når alle 10,5 ha er i produktion, håber Amaury, at det bliver økonomisk muligt, at lade udvalgte vine ligge op til 24 mdr. Han mener, at det er den ideelle modningstid for hans Tonnerre vine, som generelt viser sig bedst efter fem år fra produktionsåret og mange år frem.