Catherine Riss - Mittelbergheim

Catherine er en rigtig Alsacienne; født og opvokset i Alsace.

Forældrene har en restaurant her, og ad den vej kom Catherines interesse for vin.

 

Hun forfulgte denne voksende passion, og studerede vinbrug og ønologi i henholdsvis Beaune og Dijon. Undervejs tog hun et meget lærerigt praktikophold hos biodynamiske Domaine Trapet i Gevrey-Chambertin. Med en masse teori i hovedet, rejste hun efter studierne vidt omkring for at få noget førstehånds erfaring.

 

Det førte Catherine til så forskellige steder som Saint-Emilion, Sydafrika og New Zealand, samt ikke mindst tre år hos navnkundige Michel Chapoutier i Rhône. Endelig vendte hun i 2009 tilbage til Alsace, hvor hun blandt andre har arbejdet for Domaine Rieffel.

 

I 2012 lavede Catherine de første vine under eget navn. Hun er stadig deltidsansat hos Rieffel, mens hun sideløbende passer sine 1,5 ha. Det var konventionelt dyrkede marker, så Catherine begyndte straks omlægning til økologi, og året efter begyndte hun biodynamisk dyrkning. Mens hendes gode ven Lucas Rieffel hjælper med kælderarbejdet og giver hende lov, at benytte deres faciliteter, sparrer hun med en anden god ven i marken, nemlig Antoine Kreydenweiss.

Hendes store passion og forførende vine, har på rekordtid placeret hende blandt de bedste

og mest talentfulde, unge producenter i Alsace.

 

Markerne befinder sig i Bas-Rhin, altså den nordlige del af Alsace, ved byerne Nothalten og Reichsfeld.

Jordbunden på hendes 10 små parceller består af dels sandsten, dels skifer.

Netop hendes bedste Riesling parcel ved Reichsfeld blev ’opdaget’ af Michel Chapoutier og er udpræget blåskifer.

Druerne herfra går i vinen med det sigende navn ”Schieferberg”. Modsat kommer den anden Riesling ”de grés ou de force”

fra sandede jorder ved Nothalten.

 

Catherine arbejder endvidere med druerne Pinot Noir, Pinot Blanc, Sylvaner, Auxerrois og Gewurztraminer.

Alle vine lagres på gamle barriques og flaskes uden filtration eller svovl.