Costador Terroirs Mediterranis - Catalonien

Franquet familien har altid været involveret i landbrug i Catalonien. Nærmere betegnet i Tarragona provinsen, omkring Priorat,

hvor de har dyrket vin og især oliven siden det 13. århundrede.

Imidlertid solgte familien alle marker i 1987, og koncentrerede sig om produktion og salg af olivenolie.

 

Joan Franquet Ruiz arbejdede i familieforetagendet gennem tyve år, heraf de sidste ti år med eget firma ved siden af. Da hans hustru blev syg i 2009, valgte Joan, at opgive sit firma, og havde efterfølgende flere ledende stillinger i fødevareindustrien. Interessen for vinens verden lå dog og lurede, og han købte flere af familiens gamle vinmarker tilbage. Efter flere kurser i ønologi, begyndte han, at lave egen vin under navnet Costador. Det var først blot en hobby for Joan, men det ændrede sig, da han i en ulykke knuste begge hæle, og var sygemeldt i 10 mdr. Det gav tid til refleksion, og Joan besluttede, at han ville udleve sin drøm, om at blive en ’rigtig’ fuldtids vinbonde.

 

Han havde overtaget dele af familiens gamle vinmarker i Priorat, og kort efter lykkedes det også at erhverve nogle fantastiske vinmarker fra konens familie i Conca de Barberà. Vinmarkerne lå alle mellem 300-900 meters højde, og det blev en vigtig del af Joans mission, at finde og bevare disse højtliggende marker med gamle, lokale druesorter.

 

Fordelen ved højtliggende marker, er primært et køligere klima, i sær kolde nætter, som giver druerne syre og friskhed.

Det betyder også en længere vækstsæson, som kvitterer med dybde og kompleksitet i den færdige vin.

Dernæst understreger Joan, at disse, ofte afsides beliggende, marker aldrig har været brugt til kommerciel, konsum vin,

og derfor sjældent har været udsat for kunstgødning, pesticider o. lign.

 

Det er lykkes over al forventning, så i dag er langt størstedelen af markerne placeret mellem 400-800 meters højde med de fleste vinstokke mellem 60-110 år. Først arbejdede Joan med typisk catalanske druetyper som Grenache, Carignan, Sumoll, Trepat, Macabeu, Xarel.lo, Sumoll Blanc og Parellada, men siden har han fundet marker med de franske sorter Chenin Blanc, Rousanne og Pinot Noir

I dag råder Joan over 14 hektar vinmarker. Halvdelen er markerne fra hustruens og egen familie, som han startede med, mens den anden halvdel er lejede marker med forkøbsret. Den store spredning, både med hensyn til druer, geografi og terroir, har ført til, at Costador i dag producerer over 20 forskelige vine!

 

I en radius af op til 100 km, er omdrejningspunktet kælderen i Barberà de la Conca, en lille by godt 100 km vest for Barcelona.

Herfra rejser Joan stadig Catalonien tyndt, i jagten på disse unikke, gamle marker.

Med samme passion, stræber han efter, at bruge fortidens metoder til, at finde det autentiske udtryk af drue og terroir.

Det har blandt andet medført brugen skindmaceration (Cat.: brisat), og ikke mindst amfora eller Tinajas, som de kaldes på spansk.

 

Størstedelen af de stille vine gærer på amfora, og modnes videre på brugte egetræsfade. Enkelte cuvéer er på amfora hele vejen,

som for eksempel de røde”Metamòrfic” vine.

 

Costador vinene var i udgangspunktet kun stille hvide og røde vine, men de seneste år har Joan udvidet porteføljen, og brisat vinene (orange) er blevet nogle af de mest eftertragtede. Endvidere er der kommet de skønne, boblende Escumos Ancestral (Fr.: Pet Nat) i både hvid, rosé og rød!