Quinta do Tedo - Folgosa

Dette fantastiske portvinshus forener det bedste fra tre forskellige vintraditioner; Bourgogne, Californien og selvfølgelig Portugal. 

Bourgogne forbindelsen bliver åbenlys for de fleste, når man nævner navnet på ejeren, Vincent Bouchard.

Ja - han er søn af det store, legendariske Bourgogne domaine, Bouchard Pere & Fils. Under et studieophold i Californien, mødte Vincent den passionerede Kay Steffey, og sød musik opstod. Californien kommer således ind i billedet med Kay, der blandt andet. har arbejdet for Mondavi og desuden er respekteret som en dygtig vinskribent.

 

Tyve år senere, er Vincent og Kay lykkelig gift, og tog på en kort ferie til Douro dalen i Portugal.

De faldt pladask for området, og ikke mindst en gammel, forfalden Quinta klemt inde mellem floderne Douro og Tedo.

Idéen om eget portvinshus opstod, men skønt de begge var meget kyndige ud i vinens verden, måtte de erkende,

at Portvin ikke lige var deres speciale.

De lod sig dog ikke slå ud, og i løbet af de efterfølgende tre år, brugte Vincent, hver en ledig stund på,

at trave sig igennem det meste af Douro dalen.

Han fik, så at sige, dalen og vinen ind under huden, og lærte meget om håndværket af lokale vinbønder.

 

En livslang drøm om eget vinhus, blev endelig en realitet i 1992, hvor ægteparret overtog Quinta do Tedo.

Ikke alene var det et ualmindeligt smukt sted, men her var også 14 hektar såkaldte Class ”A” (Grand Cru) vinmarker.

 

Marker og bygninger havde brug for en kærlig hånd, men med lige dele knofedt og velplacerede investeringer,

rejste Single Quinta’en sig fra støvet, og producerer i dag forbilledlig portvin.

Der arbejdes med hele 18 forskellige druesorter, hvor de klassiske Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Cão, Touriga Nacional

og Touriga Francesa er dominerende.

De 14 ha er fordelt på fem parceller, som altid vinificeres separat. Stokkene er plantet meget tæt, og er i gennemsnit 30 år.

Udbyttet holdes konsekvent nede på 27-30 hl/ha. 

 

En af ledetrådene for Vincent og Kay var, og er, respekten for råmaterialet og naturen det kommer fra.

Som én blandt meget få vinhuse i Douro, har de været økologisk certificeret fra årgang 2010.

 

Krone vin forhandler primært to af Tedos ’basisvine’, nemlig Fine Tawny og Finest Reserve.

De fremstilles begge traditionelt med knusning af druerne med ’fodkraft’ i åbne lerkar, såkaldte lagars.

Her sker en kort forgæring, og maceration og gæring fortsætter i samme lagars 5-6 dage. Efter en let filtrering, tilsættes druespiritus på ca. 77% alkohol gradvist, og gæren 'sover stille ind', som man ynder, at beskrive det. 

Begge vine rammer normalt en restsødme mellem 100-110 gram sukker pr. liter.

 

Tawny’en kommer direkte på 500 liters egetræsfade, hvor den ligger i 6-7 år.

Finest Reserve er en ruby type, sammenstukket af de tre foregående vintage portvine. Vintage reserverne ligger separat på store 7000 liters ståltanke. Herfra findes det rigtige blend, som fyldes på 500 liters egetræsfade, hvor vinen ligger 1-2 år før det tappes.