Macea - Borgo a Mozzano - Toscana

I den smukke Serchio dal finder man, ca. 20 km nord for Lucca, byen Borgo a Mozzano. 

Her har Brødrene Barsanti hjemme på deres lille familiedrevne Azienda Agricola Macea.

De dyrker de både oliven og vindruer efter biodynamisk praksis, og produktionen er certificeret økologisk.

 

Klimaet her er meget præget af både Appenniner bjergene og de såkaldte Alpi Apuane, der giver området lavere temperaturer

end det øvrige Toscana. Især påvirker det nætterne, som kan blive meget kølige.

 

Netop derfor har Antonio og Cipriano Barsanti valgt, at satse på druer som Pinot GrigioPinot Nero og senest Sauvignon Blanc.

Sorter, der ellers er sjældne gæster i det toscanske landskab.

Navnlig Pinot vinene er blevet populære. Grigio’en blandt andet fordi den i tidens ånd, er lavet som ’orange vin’, hvor skallerne, som en rødvin, er udblødt i mosten. Maceas Pinot Nero vil også overraske de fleste, da den har en stil og saftig kølighed, man normalt forbinder med det nordligste Bourgogne.

 

Desuden er man privilegeret med en række gamle vinstokke (ca. 60 år), der udgør en sjælden blanding af både grønne og blå, såkaldte autoktone (oprindelige) druesorter, hvoraf flere kun findes i denne del af Serchio dalen; Della Bora, Bracciola, Uva Francesa m.fl. De er netop tilpasset det til tider ekstreme klima, og har generelt en større resistens overfor almindelige sygdomme.

En resistens, der er blevet forstærket yderligere efter indførelsen af biodynamikken for snart ti år siden. Disse sjældne druer vinificeres normalt sammen, og bliver til vinen Campo Caturesi.

 

Midtvejs mellem vinhuset og Lucca arbejder de også med marker nær byen San Gennaro, i hjertet af DOC Colline Lucchesi.

Klimaet her er varmere og mere stabilt, og her dyrkes de mere velkendte druer Sangiovese, Merlot og Vermentino. Den populære rødvin ”Rugiagli”, på lige dele Sangiovese og Merlot kommer herfra.

 

Med den nævnte undtagelse (Pinot Grigio) laves hvidvinene med direkte pres og gærer i brugte fade eller ståltank. Alle rødvine gæres i åben tank og omrøres kun lejlighedsvis. Det giver en skånsom ekstraktion fra skallerne, som mærkes i form af meget bløde tanniner. Rødvinene modner herefter ca. 12 mdr på brugte barriques, fulgt af 6-8 mdr på tank. Svovl tilsættes i meget små mængder ved flaskning – de kommer dog sjældent over 25 mg/l. total.